Kaffebaren
Jutlander Bank
Faarup skovhus
Nordjysk Motor Co.

Kampen mellem myndighederne på den ene side og sociale bedragere på den anden side er for alvor skudt i gang. Fyns Politi, Nordjyllands Politi og Københavns Vestegns Politi har nu afholdt de indledende møder om projekt ”Styrket indsats mod socialt bedrageri” med de deltagende kommuner: Aalborg, Brønderslev, Odense, Langeland, Herlev og Rødovre kommuner. Så nu kan arbejdet gå i gang.

Fyns Politi er tovholdere på det nationale projekt og politidirektør Arne Gram ser frem til kredsenes arbejde med projektet, der skal bidrage til, at borgere, der svindler med sociale ydelser, i højere grad bliver afsløret og retsforfulgt: ”Jeg tror, det gør noget ved alle borgeres retfærdighedsfølelse, når de ser kriminelle, der udnytter det sikkerhedsnet, vi her i landet sammen har opbygget, for at støtte og gribe medborgere, der har brug for hjælp. Det tager vi i politiet meget alvorligt, fordi vi risikerer, at borgerne mister tilliden til myndighederne – til os, og det er dybt skadeligt for vores samfund.”

Politidirektør ved Nordjyllands Politi, Anne Marie Roum Svendsen, hilser den styrkede indsats og det lokale samarbejde med Aalborg og Brønderslev kommuner velkomment.

Svindel med sociale ydelser underminerer vores ’samfundskontrakt’. Vi betaler skat for at sikre fællesskabet adgang til en række goder. Derfor skal personer, der begår socialt bedrageri, i højere grad afsløres og retsforfølges. Og det er projektet med til at give os viden og værktøjerne til,” siger politidirektøren.

Nok at tage fat på
De seks kommuner, der deltager i projektet, er meget forskellige både i forhold til størrelse, borgersammensætning og geografi.

I Brønderslev Kommune ser de frem til projektet. Borgmester Mikael Klitgaard siger: ”Indsatsen mod socialt bedrageri er afgørende for, at vi kan have et velfungerende velfærdssamfund – ikke bare fordi der bliver taget af fælleskassen, men også fordi vores tillid til hinanden lider et knæk. Derfor skal vi have sat en stopper for socialt bedrageri. Vi ved, at det er et komplekst område, hvorfor vi er glade for at deltage i projektet, så vi kan være med til at udveksle erfaring og finde nye løsninger sammen og på tværs af myndigheder.” 

Erfaringsudveksling og tættere samarbejde i fokus
På møderne har politi og kommuner drøftet erfaringer med området og forventningerne til samarbejdet og projektet, som skal give politi og kommuner mere viden om de processer, der fører til anmeldelse af sager om socialt bedrageri, samt bedre muligheder for at opdage og retsforfølge borgere, der svindler med sociale ydelser. Endelig skal projektet på sigt også være med til at sikre bedre muligheder for at forebygge socialt bedrageri.

I Odense Kommune har man siden 2017 arbejdet tæt sammen på tværs af myndigheder for netop at bekæmpe socialt bedrageri – særligt med fokus på bandemedlemmer. Her er man glad for at kunne fortsætte og udvikle den succesfulde indsats: ”I Odense gør vi allerede meget for at afsløre dem, der snyder med fællesskabets penge. Med det her projekt kan vi øge indsatsen, finjustere samarbejdet, så det bliver endnu mere succesfuldt, og udbrede de gode erfaringer til andre dele af landet. Det glæder vi os til – for de fælles skattekroner skal gå til dem, der har brug for dem og ikke til kriminelle,” siger borgmester Peter Rahbæk Juel.

Hvad sker der nu?
Projektet kører i Fyns-, Nordjyllands- og Københavns Vestegns politikredse i perioden 2021-2023, og sker i samarbejde med Aalborg, Brønderslev, Odense, Langeland, Herlev og Rødovre kommuner. I den periode vil der blive udført et stort analysearbejde af både kriminalitetsmønstre, gældende lovgivning og allerede igangværende praksis hos politi, kommuner og andre myndigheder. På den baggrund vil projektet udarbejde en række anbefalinger til fremtidig anmeldelsespraksis og- processer, der kan føre til at borgere, der svindler med sociale ydelser i højere grad kan afsløres og retsforfølges.

Kilde: Nordjyllands Politi

Suvo
WashnGo
Vivabolig
Kaffebaren