GoBoat Aalborg skyder sæsonen i gang op til påsken
GoBoat åbner for den 5. sæson i Aalborg lørdag den 27. marts 2021. De seneste lempelser af restriktioner gør det muligt for bådudlejningen, som er centralt placeret i Aalborg, igen at tilbyde oplevelser til søs, og dermed åbne Limfjorden op for alle de eventyrlystne aalborgensere.
Nu er det igen muligt at sejle med GoBoat på fjorden, hvor man både kan opleve Aalborg og Nørresundby fra vandsiden. Det kræver hverken sejlererfaring eller bevis. For at holde afstand anbefales det, at bookinger foretages online på goboataalborg.dk, og at man følger de angivne restriktioner.
Om åbningen siger indehaver af GoBoat Aalborg, Lars Bo Willumsen:
“Vi glæder os til at åbne op for endnu en sæson og til fortsat at kunne skabe uforglemmelige oplevelser for vores gæster på Limfjorden – under gode, sikre retningslinjer fra myndighederne. Den første weekend er allerede booket mere end 90 procent. Påsken ser også godt booket ud, men der er stadig ledige både. Det er først til mølle.”
En hyggelig påskeaktivitet for hele familien
Påsken nærmer sig med hastige skridt, og selvom den måske ser noget anderledes ud, end den man plejer at holde, har GoBoat et bud på et hyggeligt og sikkert alternativ til en påskeaktivitet.
GoBoat Aalborg skaber hyggelige, trygge og sikre rammer for en oplevelse ude i naturen, hvor der er god mulighed for at holde afstand. Så selvom den traditionelle påskefrokost med hele familien ikke kan blive en realitet i år, har man stadig mulighed for at nyde samværet med sine nærmeste og få én på opleveren på Limfjorden.
Man kan medbringe egne mad og drikkevarer, så der er rig mulighed for at nyde en påskefrokost ude på havet og samtidig opleve Utzon Center, Musikkens Hus og andre kulturelle bygninger og seværdigheder undervejs. En sejltur med GoBoat er en aktivitet for hele familien – unge såvel som ældre – som ønsker at komme ud i det fri.
Lars Bo Willumsen, indehaver af GoBoat Aalborg, siger:
“Vi trænger nok alle til at komme ud i det fri og opleve nogle andre omgivelser, end dem vi har været vant til i denne corona-tid. Især nu hvor de lunere temperaturer nærmer sig, kan vi slet ikke vente med at skabe unikke rammer for vores gæster i Aalborg.”
Sikkerhed frem for alt
Hos GoBoat er sikkerheden altid første prioritet. Det betyder, at der med åbningen følger en række restriktioner, der er afgørende for en sikker oplevelse for både gæster og medarbejdere. På baggrund af myndighedernes seneste udmeldinger om at hæve forsamlingsforbuddet udendørs, er det igen tilladt at sejle med op til otte personer i hver båd. Derudover vil alle tiltag, som også var gældende sidste år, fortsat udføres. Her er der tale om udendørs check-in, afstand mellem grupper og afspritning af bådenes berøringsflader mellem hver gruppe. Fordi GoBoat er en udendørs oplevelse, er smittefaren lav, i og med gæsterne sidder i hver deres båd spredt over hele fjorden.
Reglerne for at kunne sejle med GoBoat er:
- Man skal følge instrukserne ved check-ind og -ud. Det sikrer, at de små grupper af gæster holder behørig afstand
- GoBoat anbefaler, at bookinger foretages online
- GoBoat afspritter alle både før brug – gæsterne bedes spritte hænder inden udsejling
Om GoBoat
I 2017 kom GoBoat til Aalborg, med et ønske om at åbne Limfjorden op for alle. GoBoat er placeret få meter øst for Limfjordsbroen i centrum af Aalborg og bestyres af Lars Bo Willumsen. Siden 2017 har Lars Bo og resten af hans team sendt et hav af glade aalborgensere ud på oplevelser til søs. GoBoat Aalborg er en del af den store GoBoat familie, der med opstart i København 2014, efterfølgende har åbnet baser i flere forskellige lande – lige fra Sverige til Australien. Kernen er udlejning af mindre solcelledrevne picnicbåde, der er grønne og bæredygtige, og hvor livsstil, kvalitetstid og dansk design er nøgleord. GoBoat er mere end blot en udlejningsservice. GoBoat skaber unikke helhedsoplevelser og uforglemmelige minder i trygge og komfortable rammer med et højt serviceniveau i fokus. Med en mission om at gøre vandet mere tilgængeligt for alle, er ambitionerne for den danske oplevelsesvirksomhed store, og ønsket om at sprede den maritime livsstil fortsætter.
Læs mere om GoBoat på goboataalborg.dk