Det er to år siden, arkæologer fra Nordjyske Museer stødte på et næsten intakt, 1700 år gammelt drikkeglas på en jernaldergravplads i Vaarst.
Dengang kaldte man fundet for enestående, men helt alene står det ikke, for nu har arkæologerne fundet endnu et glas i en rigmandsgrav i Vaarst.
Også denne gang er glasset taget op med en stor klump jord omkring, for det kræver både fingersnilde og tålmodighed at udgrave det – uden det går i stykker. Den opgave var lagt i hænderne på konservatorerne på Bevaringscenter Nord.
Glasser er formentlig produceret lige nordvest for Sortehavet i det nuværende Ukraine eller Moldova.
Hen over de seneste tre somre har arkæologerne fundet exceptionelt mange fine genstande på gravpladsen i Vaarst – senest også en romersk guld-medaljon, som er fremstillet under Kejser Konstantin Den Store i perioden 330-337 e.Kr. Sådanne medaljoner kendes kun i meget få eksemplarer fra Norden og ingen er ellers hidtil fundet i grave.
Kilde: Nordjyske Museer