Poul Erik Bech – Sofiendalen
Jutlander Bank
Bøgsted A/S

Udtalelse: Nej, vi var ikke orienteret om lægevagt-lukningerne

 

Det er både urigtigt og skuffende, når regionsrådsformand Ulla Astman (S) til pressen siger, at vi borgmestre var orienteret om lægevagt-lukningerne i Brovst, Skagen og Farsø pr. 1. marts.

Regionrådsformanden Ulla Astman bør få styr på fakta. Der er nemlig ikke hold i hendes påstand om, at vi borgmestre på forhånd blev orienteret om lukningen af lægevagten i vores respektive kommuner på et kontaktudvalgsmøde i midten af november. Det passer såre simpelt ikke. Havde det været tilfældet, ville det pågældende møde have fortsat til langt ud på aftenen, og vores kritik af tiltaget ville have haglet prompte ned over Region Nordjylland fra samme dag. Det skuffer os, at Ulla Astman beskylder os for at have sovet i timen. Det har hun intet belæg for at gøre. Det skuffer os i den grad også, at Region Nordjylland som en tyv om natten har stjålet lægevagten i tre af vores byer bag om vores rygge til stor skade for vores borgere. Beslutningen om at tage lægevagten fra borgerne er truffet i tavshed og bag lukkede døre.

Mange anledninger til at orientere os
Hvis Ulla Astman reelt havde haft i sinde at orientere os borgmestre om lukningen af lægevagterne på forhånd, har der været rigtig mange anledninger til det. Vi nordjyske borgmestre mødes jævnligt, i forskellige sammenhænge, med regionrådsformanden og drøfter kommende udfordringer og muligheder. På intet tidspunkt har Ulla Astman taget fat i os og fortalt, hvad der var i vente. Det ville vi ellers have sat stor pris på. Vi skal i kraft af vores hverv hver især til tider træffe ubehagelige og uvelkomne beslutninger. Det er en del af jobbet som regionrådsformand og borgmester. Og her er det kutymen, at vi spiller med åbne kort over for hinanden i samarbejdets gode ånd.

Hvor blev den skriftlige orientering af?
Noget andet, der både undrer og ærgrer os, er den manglende officielle skriftlige orientering om lægevagt-lukningerne. Vi borgmestre bliver sædvanligvis varslet skriftligt af Region Nordjylland, når der er store ændringer på vej. Denne skriftlige orientering dukkede aldrig op i den aktuelle sag. Lægevagt-lukningerne i Brovst, Skagen og Farsø er alvorlige tiltag. Vores borgere får meget langt til lægehjælp, når uheldet er ude, og sygdomme rammer dem. Det er helt oplagt, at man fra regionens side varsler skriftligt om dette, uanset om man har overleveret beskeden mundligt eller ej. Det er påfaldende, at man har undladt at sætte sig til tasterne og sende os en orientering denne gang. Vi nordjyske borgmestre har normalt et godt og konstruktivt samarbejde med Region Nordjylland. Det håber vi, at vi kan fortsætte med. Og vi vil sætte stor pris på det, hvis regionrådsformanden fremadrettet vil varsle os i god tid, når der er sorte skyer i horisonten.


Med venlig hilsen

Birgit S. Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune

Mogens Gade, borgmester i Jammerbugt Kommune

Per Bach Laursen, borgmester i Vesthimmerlands Kommune

DN Isolering
WashnGo
AKKC Mama Mia
Vivabolig