Nu kan aalborgensere se og føle uno forms nye køkkenkollektion, Copenhagen Collection, i showroomet i Aalborg. Det netop introducerede køkken baserer sig på designvirksomhedens klassiske dyder fra 1968.
Det danske køkkenikon uno form bringer fortiden frem i lyset med sin nye køkkenkollektion, Copenhagen Collection, der nu kan ses, mærkes og udforskes i uno forms aalborgensiske showroom i City Syd. Køkkenproducenten med de mange traditioner har nemlig taget udgangspunkt i stifteren Arne Munchs allerførste køkkendesign – det klassiske, kubiske møbelkorpus fra 1968 – og derudfra skabt en komplet ny køkkenkollektion.
– At introducere nye køkkenkollektioner er blevet en væsentlig del af vores strategi. Vores målgruppe efterspørger ikke blot det klassiske lamelkøkken, Classic, men også andre karakteristiske designs til køkkenet i uno form-kvalitet, fortæller Peter Bisgaard, der er Brand Director i uno form.
Copenhagen Collection er den tredje kollektionslancering på tre år, og uno form råder nu over fem kollektioner i alt.
Fra elementer til møbler
Copenhagen Collection har et enkelt udtryk, hvor fronterne på skufferne er fjernet, så der kun er den rå skuffe tilbage. Kravene til håndværket er dermed skærpet, da intet kan skjules af skuffefronter og låger. Butikchef i Aalborgs uno form-showroom, Henrik Karstens Johansen, glæder sig til at vise det nytænkte køkken frem for de aalborgensiske kunder.
– Med den nye Copenhagen Collection skubber uno form til reglerne for den traditionelle køkkenindretning med væg-til-væg-køkken og faste sokler. Copenhagen Collection fremstår i højere grad som et smukt møbel, der med fordel kan anvendes som køkken, end det typiske køkken, siger Henrik Karstens Johansen.
Copenhagen Collection findes i træsorterne eg, valnød og ask og kan kombineres med de øvrige kollektioner, Classic, Avantgarde og Shaker. Markant for designet er skufferne i massivt træ med synlige fingertapsamlinger, samt forrammen på korpus – ligeledes i massivt træ, der vidner om gedigent, traditionelt snedkerhåndværk af høj kvalitet.
Kilde: uno form