Frugt, bær og krydderurter skal være et normalt syn i det offentlige rum, hvis det står til byrådsmedlem Maja Torp (V) og resten af Venstre i Aalborg Kommune.
Til en start vil Maja Torp igangsætte en forsøgsordning, hvor der i samarbejde med fagfolk skal findes et eller flere områder, hvor der kan plantes træer, buske og og urter.
– Når vi henter vores madvarer lige uden for døren, så gør vi noget effektivt for klimaet, for så skal lastbilerne ikke ud på tusindvis af kilometer på motorvejene for at levere de frugter og bær, som vi selv kan dyrke, siger Maja Torp.
Forsøgsordning skal med i budgetforhandlinger
Målet med forsøgsordningen er at finde ud af, hvordan nordjyske råvarer kan gøres mere tilgængelige for borgerne i Aalborg Kommune, og hvad der er den bedste praksis her.
Derfor skal forsøgsordningen netop bruges til at gøre sig erfaringer med det. Hensigten er at afsætte 250.000 kr. pr. år over de næste to år til forsøget.
– Vi skal have mere grønt i Aalborg Kommune, og med denne ordning får vi mulighed for at se, om det ikke kan være med træer og planter, som giver noget spiseligt af sig, siger Maja Torp.
Som en del af forsøget er tanken, at der skal være skilte, der informerer om, hvad der er plantet og hvilke egenskaber planterne har.
Venstre vil bringe forslaget for byrådet til de kommende for budgetforhandlinger for 2021.