Kaffebaren
Springeren
Faarup skovhus
Nordjysk Motor Co.

”Her kommer Pippi Langstrømpe…”, mere behøver man ikke høre for at drages ind i den farverige verden, hvor alt kan lade sig gøre – en verden de fleste som barn fantaserede sig ind i med stor begejstring. Tirsdag 30. november gæster Folketeatrets opsætning af Pippi Langstrømpe Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) i en musikalsk forestilling for hele familien.

Tag med ind i det farvestrålende bolsjeunivers, hvor man kan spise uendelige mængder slik og drikke sodavand til maven skulper. Pippi Langstrømpes kulørte væsen ændrer den beige omverden i takt med, at de andre karakterer lader sig overgive til superpigens univers i Folketeatrets opsætning af Pippi Langstrømpe. Vil publikum også lade sig drage af Pippis livlige fantasi? Prøv det og lad os se, hvad der sker. For hvordan kan man vide, hvad man kan, hvis man aldrig har prøvet det.

En anmelderrost forestilling med et moderne tvist
Anmelderne er begejstret for den kreative scenografi og ikke mindst for den unge hovedrolleindehavers præstation. POV International giver forestillingen fem stjerner og skriver: ”Pippi Langstrømpe er rå-charmerende. Figuren, naturligvis, men også opsætningen på Folketeatrets turnéscene.”. Jyllands-Posten beskriver Siw Ulrikke Maibom i titelrollen som aldeles fremragende, CPH Culture skriver, at hun ”er alt, hvad man kan ønske sig af en moderne Pippi”, og Kulturtid.dk kalder hende et stjernetalent og fremhæver alle skuespillerne, hvis talent ikke er til at sætte en finger på.

Folketeatrets version af Pippi Langstrømpe er fuld af liv og godt humør, men også tilsat et strejf af alvor, der ikke skjuler, at Pippi savner sine forældre. Forestillingen har en følsom nuance, der klæder historien, skriver Jyllands-Posten.

Børn og barnlige sjæle kan glæde sig til at (gen)opleve verdens stærkeste pige, hendes abe og hest, og alle de andre karakterer, vi kender fra historien om humørsprederen Pippi Langstrømpe.

Billetter til Pippi Langstrømpe tirsdag 30. november kl. 18 i AKKC/Aalborghallen er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566 eller via. akkc.dk. Billetprisen er fra 220 kr. til 350 kr. inkl. gebyr. Forestillingen er udvalgt til Spar2 ordningen med rabatterede billetter.

Kilde: Aalborg Kongres og Kulturcenter

Suvo
WashnGo
Vivabolig
Kaffebaren