Læs skæve vinkler på lokalopgøret på lørdag mod Vendsyssel F.F. kl. 16.00. Vidste du således…

– at det er den tredje Superligakamp mellem Vendsyssel F.F. og AaB. De to tidligere Superligaopgør mellem de to klubber er endt med en sejr til hver side, begge i øvrigt med 1-0 på udebane.

– at Kasper Risgård, der har scoret 49 mål for AaB, er den eneste spiller i truppen, de har scoret et Superligamål mod Vendsyssel F.F.

– at AaB’s seneste 12 Superligakampe på udebane har i alle på nær ét tilfælde resulteret i point. Fire sejre, syv uafgjorte og et nederlag er det blevet til.

– at AaB har scoret kampens første mål i otte af indeværende sæsons 14 Superliga-udekampe, hvorimod det kun i fem tilfælde har været modstanderen, der scorede først. De otte kampe med AaB-scoring først har givet point i alle otte tilfælde; fire sejre og fire uafgjorte.

– at Kasper Kusk og Kasper Pedersen kan begge spille deres Superligakamp nr. 125 for AaB. Kasper Kusk har derudover spillet 67 Superligakampe for FC København, hvorfor hans total inden opgøret mod Vendsyssel FF lyder på 191 Superligakampe.

– at hvis AaB kan holde nullet, er der gode chancer for tre point, da Vendsyssel F.F. kun har opnået ét clean sheet i indeværende sæson. Det lykkedes, da Vendsyssel F.F. gæstede Aalborg Portland Park 28. oktober. Til sammenligning har AaB præsteret at holde buret rent i seks ud af sæsonens 28 kampe.

– at ingen AaB-spillere er i karantæne mod Vendsyssel F.F. Til den efterfølgende hjemmekamp mod Vendsyssel F.F. på onsdag risikerer Oliver Abildgaard, Frederik Børsting og Rasmus Thellufsen karantæne i tilfælde af et gult kort.

– at AaB med en scoring mod Vendsyssel F.F. kan opnå 11. Superliga-udekamp i træk med scoring. Det har AaB ikke præsteret bedre siden oktober 2006-maj 2007, hvor det blev til scoringer i 11 udekampe i træk.

– at det er 12. gang, at AaB spiller en DM-kamp på datoen 13. april, hvor det er blevet til seks sejre, to uafgjorte og tre nederlag. Seneste tilfælde var i 2014, hvor Brøndby IF blev besejret med 2-0 i Aalborg på to scoringer af Lukas Spalvis.

– at det er første gang i over et år, siden februar 2018, at AaB spiller en Superligakamp på en lørdag. Bortset fra to kampe har AaB fået point i samtlige 14 Superliga-udekampe afviklet på en lørdag siden 2014 (6V-6U-2T).

– at Philipp Ochs kan spille sin officielle kamp nr. 25 for AaB.

– at Michael Tykgaard vil være den tredje dommer til at dømme en Superligakamp mellem AaB og Vendsyssel F.F. Tidligere har Sandi Putros og Jakob Kehlet haft fløjten i det nordjyske lokalopgør.

– at AaB’s fans på lørdag kl. 16.00 er med til at indvie det nye udebaneafsnit på Nord Energi Arena.

(Kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk)