2020 har budt på både turnaround, coronaepidemi og 30 års jubilæum hos Jydsk Værktøj
Jydsk Værktøj er trods turnaround og coronakrise kommet styrket gennem 2020. På toppen af det hele fejrer virksomheden nu sit 30 års jubilæum digitalt.
Det har været et vildt år for den aalborgensiske handels- og servicevirksomhed Jydsk Værktøj. Sidste år overtog ledende medarbejdere ejerskabet af virksomheden og en flerårig turnaround blev godt afsluttet i starten af året. Siden kom coronakrisens både første og anden bølge, og nu bliver en længe planlagt 30 års jubilæumsuge så ændret fra fysisk event til digital. En stærk kultur og en evne til hurtig tilpasning har dog gjort, at Jydsk Værktøj i dag står stærkere end nogensinde:
– Man kan vist roligt sige, at det har været et spændende år. Vi havde en rigtig positiv udvikling i 2019 og startede derfor 2020 med høje forventninger til vækst i både omsætning og indtjening. Så kom coronakrisens første bølge, og vi måtte hurtigt tilpasse os den nye situation, så kunderne fortsat kunne få deres varer, siger adm. direktør Kjeld Thomsen.
Virksomhedens ledelse og medarbejdere fandt hurtigt på nye løsninger, der kunne holde butik og lager kørende. Antallet af kunder i den fysiske butik på Gugvej i Aalborg faldt, da Danmark blev lukket ned den 11. marts, men hos Jydsk Værktøj steg antallet af onlineordrer i stedet for. Derfor fandt medarbejderne på lageret på at indføre natarbejde, så ordrerne kunne ekspederes under behørig afstand:
– Det er under en krise som denne, at man for alvor mærker, hvilket stof virksomheden og dens medarbejdere er lavet af. Her må jeg bare sige, at jeg virkelig er imponeret over det sammenhold og den vilje alle har vist for at få tingene til at lykkes. Derfor er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at vi står stærkere end nogensinde – både på den ene og anden måde, fortsætter Kjeld Thomsen.
Også de økonomiske nøgletal har udviklet sig positivt. Kjeld Thomsen og de to øvrige ejere, indkøbschef Troels Porse og e-handels- og marketingchef Dorte Asp, regner med at sætte omsætningsrekord, når året er omme, og det kan virke helt uvirkeligt i et år som dette:
– Vi er meget taknemmelige for, at både leverandører og kunder har bakket op. Vores kunder kommer primært fra industri og byggeri, og det er begge brancher, der for størstedelens vedkommende har klaret sig godt igennem krisen. Samtidig har vi vundet markedsandele i løbet af året blandt andet qua vores brede viden om produkterne, vores gode og nære relationer til kunderne samt vores fleksible leveringsservice, hvor vi leverer direkte til kundernes dør med kort varsel, forklarer Troels Porse.
Digital 30 års jubilæumsuge
Jydsk Værktøj blev stiftet i 1990 og har således 30 års jubilæum i år. Planlægningen af fejringen har været i gang længe og har omfattet en lang række aktiviteter, konkurrencer og gode tilbud. Men på grund af coronaepidemiens udbredelse har Jydsk Værktøj nu besluttet at fejre jubilæet digitalt med en lang række gode tilbud:
– Vi havde til det sidste håbet at kunne gennemføre de planlagte jubilæumsaktiviteter, men da statsminister Mette Frederiksen den 5. november lukkede de syv nordjyske kommuner, kunne vi godt se, at alt håb var ude. Derfor tog vi en hurtig beslutning og aflyste de fysiske aktiviteter til fordel for en række digitale. Det er første gang, at vi gennemfører en fødselsdag digitalt, og vi håber naturligvis, at kunderne tager godt imod det ændrede koncept, siger Dorte Asp, der de seneste uger har haft travlt med at føre de nye planer ud i livet.
Fejringen af jubilæet finder sted i uge 48 – dvs. fra mandag den 23. november til fredag til 27. november. Hele ugen vil der være en lang række gode digitale tilbud, konkurrencer m.v.