Bosætning Jammerbugt
Springeren
Staudemarken
Vejgaard sten og krystaller

Danskerne samler skrald og tæller skridt

6.500 danskere har meldt sig til Facebook-gruppe på under et døgn. Formålet er at kombinere skraldeindsamling og fysisk aktivitet.

Mens mange danskere skal tilbringe de kommende uger fra hjemmekontoret og idrætslivet er sat midlertidigt på pause, så vokser nye fællesskaber op digitalt. Ét af dem er Facebook-gruppen #skridtogskrald, der på tre døgn er gået viralt og har fået flere end 6.500 medlemmer. Formålet med gruppen er at inspirere danskerne til at komme ud og røre sig og samtidig rydde op i naturen. Det er selvfølgelig vigtigt, at det hele sker i sikker afstand til andre og med handsker for at sikre mod smitte.

Bag initiativet står Esben Thøstesen, der er projektleder for Bevæg dig for livet i Tønder Kommune. Bevæg dig for livet er et samarbejde mellem DGI, Danmarks Idrætsforbund, Nordea-fonden og TrygFonden om at gøre Danmark til verdens mest aktive nation.

”Jeg fik idéen, fordi jeg oplevede, hvordan folk alligevel skulle ud og lufte hund, have lidt luft til hovedet eller trille med børnene som mig selv. Og jeg tænkte, at det var helt oplagt at kombinere det med at gøre naturen til et renere sted for os alle sammen at færdes, når nu vi er så mange, der nyder at komme i det fri. Men tilslutningen har godt nok overrasket mig, og billederne af fulde skraldesække får stor positiv respons derinde. Det bekræfter mig i, at der er mange derude, der allerede savner det at være en del af et meningsfuldt fællesskab lige nu,” siger Esben Thøstesen.

Tønder har siden starten af 2019 været samarbejdskommune i Bevæg dig for livet. Det betyder, at kommunen sammen med 20 andre kommuner landet over forpligter sig til at arbejde for flere aktive borgere på tværs af kommunens forvaltninger.

Alt tæller
I Bevæg dig for livet er man overvældet over de mange gode initiativer, der vokser frem. Og man arbejder på at brede #skridtogskrald ud til resten af landets visionskommuner.

”Det er vigtigt, at der træder noget andet i stedet for idrætten og foreningslivet, når det for mange er blevet sat på pause for tiden. Og der skal selvfølgelig tages alle sikkerhedsforbehold i forhold til at gøre det alene og holde afstand. Derfor er vi virkelig glade for, at vores visionskommuner I stedet for at slå sig selv i hovedet over, at man ikke kan lave så meget, som man plejer, så skal man glæde sig over det, man får lavet. Alt tæller i en tid som nu, og her er ’skridt og skrald’ et oplagt eksempel på, hvordan man sniger bevægelse ind i hverdagen,” siger Per Nedergaard Rasmussen, der er projektleder i den kommunale enhed i Bevæg dig for livet.

Naturen er i forvejen de voksne danskeres mest foretrukne arena for motion. Tal fra Idrættens Analyseinstitut viser, at 44 procent af de voksne danskere dyrker idræt i naturen.

Facebookgruppen #skridtogskrald kan findes her.

 

Gode råd når du færdes udendørs

  • Hold afstand og undgå fysisk kontakt
  • Begræns antallet af personer, I går sammen. Gå enten alene eller med nogle få af dine nærmeste
  • Sørg for god håndhygiejne før, under og efter turen
  • Nys eller host i et engangslommetørklæde eller i ærmet ved albuebøjningen
  • Hvis du er sløj – så bliv hjemme

 

Om Bevæg dig for livet:

Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation. Det er målet i det historiske samarbejde, DGI og DIF har indgået med TrygFonden og Nordea-fonden om opfyldelsen af en ny, ambitiøs vision for dansk idræt: Bevæg dig for livet. Visionen er den største partnerskabsaftale i dansk idræts historie.

Kilde: Bevæg dig for livet

Bilhuset Biersted A/S