Aalborg SØ – spiritusbilist kørte delvist ned i kælderskakt
Nordjyllands Politi modtog søndag den 8. august ved 19-tiden en anmeldelse om, at en bilist i Aalborg SØ netop var kommet til at køre delvist ned i en kælderskakt således, at bilen nu sad fast med det ene baghjul ud over skakten. Anmelder var overbevist om, at der var tale om en spritbilist, da bilisten var meget rød i ansigtet, talte snøvlet og tilsyneladende forsøgte at skjule en six pack med øl i hans bagagerum.
En beredskabspatrulje ankom kort efter til stedet, hvor man traf anmelder og den formodede spritbilist. En alkometertest viste, at bilisten havde en promille på 1,16. Adspurgt erkendte han at have været påvirket under kørslen.
Politiet sigtede og anholdt derfor bilisten for spirituskørsel, hvorefter man udtog en blodprøve som bevismateriale i sagen. Både bilen og kælderskakten modtog ingen synlige skader i forbindelse med uheldet.
Aalborg – bilist påkørte to parkede biler og en skraldespand
Søndag den 8. august ved 03-tiden modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om, at en bilist på Hadsundvej i Aalborg netop havde påkørt en to parkerede biler og en skraldespand.
Da betjente ankom til stedet, kunne de heldigvis konstatere, at ingen personer havde lidt skade i forbindelse med uheldet. Der var dog en del materielle skader på de involverede parter.
Adspurgt erkendte føreren af bilen – en 49-årig mand – at han havde kørt 30-40 km/t ad vejen, da han pludseligt mistede kontrollen over sit køretøj.
Grundet manglende agtpågivenhed sigtes han for brud på færdselsloven.
Hvad kan tage din opmærksomhed, når du kører bil?
Uopmærksomhed skyldes ikke, som mange fejlagtigt tror, ting uden for bilen. 70% af de ting, der tager opmærksomheden findes i bilen. Det kan fx være at:
- Du taler i telefon eller læser/skriver SMS
- Du indstiller GPS eller radio
- Du samler ting op fra gulv eller handskerum
- Du spiser eller drikker
- Du tager dig af urolige børn eller taler med dine medpassagerer
- Du har tankerne et helt andet sted eller er stresset
Du ved godt, det er farligt. Og alligevel kan du måske ikke helt sige dig fri for at have gjort nogle af tingene. Måske prøver du at kompensere ved at sætte farten ned imens, men det er ikke altid nok til at forhindre risikoen for ulykker. Risikoen for ulykker øges markant fordi man reagerer for sent og for langsomt på uventede situationer. Og har du ikke øjnene med dig, når du måske slet ikke at reagere!
Læs mere på sikkertrafik.dk
Hals – drak for mange øl: spiritus- og narkopåvirket bilist anholdt
Lørdag den 7. august ved 21-tiden standsede politiet en bilist til kontrol på Aalborgvej i nærheden af Hals. Føreren af bilen – en 18-årig mand – så ud til at være påvirket af spiritus. Adspurgt erkendte han at have drukket minimum 5 øl forud for kørslen.
En alkometertest understregede dertil, at han tilsyneladende havde drukket øl i sådan et omfang, at hans promille var 1,76. Man udførte ligeledes en narkometertest, som gav udslag for, at bilisten tilsyneladende også havde indtaget euforiserende stoffer forud for kørslen.
Politiet sigtede og anholdt derfor bilisten for spirituskørsel og narkopåvirket kørsel. En blodprøve blev efterfølgende udtaget som bevismateriale i sagen.